SIDEBAR
Page Banner

HSE Manager

Hos BLAEST tester vi de nyeste vindmøllevinger, inden de kommer på markedet. I fuldskalatests stresser vi vingens struktur til det yderste, så det nogle gange ender med et brag! Vi er et målelaboratorium akkrediteret af DANAK i henhold til ISO 17025, og vi tester i henhold til internationale standarder for vingetest.
Vores kunder er blandt verdens største mølle- og vingeproducenter, som i tiltagende grad fokuserer på sikkerhed. Blandt andet derfor har vi valgt at etablere en selvstændig HSE-funktion med reference til direktøren. Stillingen er normeret på deltidsbasis 20-25 t/uge.

Primære opgaver:

  • Daglig leder af HSE-arbejdet, herunder formand for Arbejdsmiljøorganisationen
  • Fastsættelse af politikker og regler vedr. sikkerhed og sundhed
  • Gennemførelse af risikovurderinger samt efterfølgende implementering af relevante tiltag
  • Udarbejdelse af instruktioner og procedurer for anvendelse af testudstyr m.v.
  • Gennemførelse af sikkerhedsrunderinger
  • Rapportering af ulykker og nærved-hændelser samt iværksættelse af forbedringer
  • Kontakt til kunder vedrørende sikkerhed

Da vi ikke er en produktionsvirksomhed, vil miljødelen vil være meget begrænset.

Faglige kompetencer:
Det er vigtigt at du har erfaring og evner til at drive udviklingen på HSE-området. Du kommer til at arbejde på alle niveauer, så det er vigtigt at du har lysten og evnen til både at nørde med detaljerne og til at sætte en overordnet linje for virksomheden. Kendskab til sikkerhedsregler inden for arbejde med kraner, trucks, lifte, faldsikring m.v. er et krav. Erfaring med test og håndtering af store komponenter vil være en fordel.
Du har formentlig en håndværksmæssig eller mellemlang teknisk uddannelse og en bred erhvervserfaring inden for sikkerhed og sundhed, som giver dig en god base for at kunne arbejde bredt i organisationen.
Vi arbejder med Office 365 og Sharepoint, så det er vigtigt, at du effektivt kan anvende disse systemer. Det er desuden vigtigt, at du kan formulere dig skriftligt på både dansk og engelsk på et højt niveau.

Personlige kompetencer:
Det er helt afgørende for din succes i denne stilling, at du har evnen til at skabe en tillidsfuld, konstruktiv dialog og et godt samarbejde med kolleger i hele organisationen, samt har flair for at finde de pragmatiske løsninger, der opleves som en hjælp i hverdagen snarere end en belastning, således at arbejdet med sikkerhed og sundhed bliver en naturlig og positiv del af alles hverdag. Vi forventer i øvrigt at du:

  • er systematisk, grundig og resultatorienteret i din opgavevaretagelse og er god til at bevare overblikket over mange forskellige opgaver
  • har gennemslagskraft samt politisk og organisatorisk tæft
  • skaber tillid og respekt omkring din person og din funktion

Vi tilbyder:
Ansættelsen hos BLAEST byder på velordnede løn- og ansættelsesvilkår på et attraktivt niveau. Vi er en lille organisation med et uformelt og muntert arbejdsklima, hvor kundens behov er i fokus, men hvor vi samtidig ikke går på kompromis med kvalitet, troværdighed og sikkerhed. Du vil møde en varierende hverdag med rig mulighed for at påvirke egne opgaver, og selv at tilrettelægge dit arbejde.

Ansættelsessted:
Landdybet 10, 9220 Aalborg Ø

Ansøgning:
Send din ansøgning vedlagt relevante bilag til hr@blaest.com, mærket ”HSE Manager” snarest muligt, men inden 28. januar 2020. Yderligere oplysninger kan fås hos direktør Erik Steen Jensen på tlf. 2167 5076 eller driftsleder Allan Bjørn Petersen på tlf.: 2053 4411.

Blade Test Centre A/S (BLAEST) er et af verdens førende testcentre for vindmøllevinger. Virksomheden er baseret på mere end 30 års erfaring med vingetest, og er ejet i fællesskab af Danmarks Tekniske Universitet, Force Technology og DNV GL. Vi er 30 medarbejdere primært fordelt på ingeniører og teknikere.